Formålet er at gøre indbyggerne så udmattede og bange, at de flygter: »Det er en form for etnisk udrensning«

Eftermiddagssolens sidste stråler farver det golde ørkenlandskab gyldent og orange. Det giver scenen med fåreflokken i forgrunden og de nøgne bølgende bakker, der skråner ned mod Jordandalen i baggrunden, et tilforladeligt, ja, næsten idyllisk skær. Men den lille forsamling, der har taget opstilling på den sandede, stenede jord, er hverken kommet for at beundre dyreflokken, solnedgangen eller landskabet. Deres opmærksomhed er helliget de to fårehyrder, der sammen med et par hunde bevogter flokken. Den ene en mand, midt i trediverne, med fuldskæg, er iført sorte bukser og T-shirt. Den anden, noget yngre, måske en teenager, er i olivengrønne bukser og har ansigtet dækket af et sort tørklæde. De er israelske bosættere. Og de har valgt græsningsjorden til deres dyr med et særligt formål. At fordrive indbyggerne fra den omkringliggende landsby. Fra skyggen af et telt følger en palæstinensisk familie optrinnet i tavshed. Teltdugen er holdt oppe af træpæle og bardunerne nede af kampesten. Mellem dem og bosætterne står en lille gruppe israelere. Unge aktivister i tyverne og trediverne. De vil forhindre, at landsbyen bag dem bliver endnu et kapitel i den blodige saga af fordrivelse, som det seneste halvandet år har udspillet sig. For de to unge dyrepassere er del af en nøje udtænkt strategi, forklarer Roie Kleitman, en af aktivisterne. Fårene har taget plads på det, der plejede at være børnenes fodboldbane. Midt i landsbyen. De dukkede op for to uger siden, forklarer Kleitman. »Formålet er at gøre indbyggerne her så trætte og så bange, at de tager deres ting og rejser.« Og det lykkes ganske ofte. At kalde flækken en landsby er måske at gøre meget ud af den lille samling spredte huse og improviserede skure, hvis tage ofte udgøres af bølgeblik eller presenninger fastgjort med bildæk. De er hjem for et par hundrede sjæle, der ernærer sig af dyrehold og forefaldende arbejde. Umiddelbart er det svært at se, hvorfor det støvede, stenede og ufrugtbare landskab skulle være værd at slås om. Indbyggernes forbandelse er, at deres hjem ligger på jord, der har både strategisk og religiøs betydning. Jericho, den første by, jøderne ankom til efter den egyptiske landflygtighed, ligger kort derfra. Jordandalen er ganske vist officielt en del af den besatte Vestbred. Men på grund af dens strategiske placering langs grænsen til Jordan ønsker den israelske regering at annektere det sparsomt beboede område. Og derfor vil den have de palæstinensiske indbyggere væk. Roie Kleitman er ikke i tvivl om, hvad vi er vidne til. »Det er en form for etnisk udrensning.« Ligesom palæstinenserne i teltet har han set det hele før. Hvordan bosætterne har brugt flokke af geder, får og kameler som påskud for først at overtage græsningsarealer og vandingshuller – for siden at fordrive indbyggerne. Hundeslagsmål For efter dyrene følger deres menneskelige ejere i firehjulstrækkere bevæbnet med automatgeværer. Det skete for to en halv uge siden i en landsby lidt længere oppe i dalen. »Det var den samme historie,« forklarer Kleitman. Bosætterne rykkede ind i midten af landsbyen og overtog græsningsarealerne og vandforsyningen. Til sidst gav indbyggerne op og rejste. »De så, at strategien lykkedes, så nu forsøger de sig med den igen.« Siden krigen i Gaza brød ud i 2023, er flere tusinde indbyggere fra små beduinersamfund som disse i Jordandalen blevet fordrevet. Denne eftermiddag bliver hundene sat ind. Omringet af sine hunde drager den maskerede bosætter frem mod landsbyen, mens han slår med en stålstang mod landsbyens hunde, der gøende og bjæffende forsøger at holde de indtrængende ude. Snart opstår der et mindre hundeslagsmål. Bosætterens vej mod landsbyen bliver dog snart blokeret af aktivisterne, der med udstrakte arme slår ring om ham. Kort efter opgiver den unge bosætter ævred og vender om. Kort efter dukker en jeep op. Ud træder en mand midt i trediverne i en grøn uniform. Han har et automatgevær hængende over skulderen. Politi står der på engelsk og hebræisk på ryggen af hans grønne T-shirt. Det er Gabriel, en lokal bosætterleder. Berlingske har under et tidligere besøg interviewet ham. Denne eftermiddag vil han dog ikke tale med os. Ifølge aktivisterne er han en af hovedmændene bag de systematiske overgreb i området. Et søm i dækket Gabriels ankomst vækker straks bange anelser hos aktivisterne. Om vi har efterladt nogen tilbage for at holde øje med vores lejebil, som vi har parkeret ved vejen et stykke derfra, vil en af dem pludselig vide? Det har vi ikke. Og det er en fejl. »De kan godt finde på at sætte ild til bilerne,« forklarer aktivisten. Det har de gjort før. Så slemt går det dog ikke denne eftermiddag. Da vi kort efter er tilbage ved bilen, kan vi konstatere, at vi er sluppet med et søm i det ene dæk. Mens vi søger hjælp til at skifte dækket i en nærliggende landsby, dukker Gabriel op ved bilen. Over for en af de israelske aktivister beklager han hændelsen. »Lad os være venner og slå en streg over det.« Men bosætternes ugerninger stopper ikke ved hærværk mod biler eller indtrængen på andres jord. Chikanen er sat i system. Brandattentater, overfald og hærværk hører til dagens og særligt nattens uorden. Første gang Berlingske besøgte området, var en skole blevet overfaldet af køllesvingende voldsmænd. Anden gang var en moské blevet udsat for et brandattentat. Om natten klipper de strømkabler over og ødelægger vandledninger. Dyr bliver stjålet eller forgiftet. »Hver dag skaber de problemer,« fortæller Najef, en af de lokale indbyggere. Alle ugerningerne har samme formål. At gøre livet uudholdeligt for de palæstinensiske indbyggere. Det sker i en højere sags tjeneste. Bosætterne er både dybt religiøse og stærkt nationalistiske jøder. De mener, at de udfører Guds gerning, når de erobrer det hellige land bid for bid. At de udfylder en profeti fra Bibelen. Støtte fra højeste sted De voldelige bosættere tilhører den mest radikale og religiøse del af den israelske bosætterbevægelse. De udgør et forsvindende mindretal af de over 700.000, som bor i Østjerusalem og på Vestbredden, som Israel erobrede under Seksdageskrigen i 1967. Men deres effekt er langt større end deres beskedne antal. Najefs landsby er omringet af såkaldte »udposter« til alle sider. Små improviserede bosættelser. Ofte består de ikke af mere end et par campingvogne eller skurvogne med nogle få indbyggere. Og de har hverken strøm eller vand, fordi de i modsætning til de officielle bosættelser er opført uden byggetilladelse. Men de har noget langt mere værdifuldt. De har opbakning fra statsmagten. Premierminister Benjamin Netanyahus højrenationale regering er afhængig af ministre fra to bosætterpartier fra det yderste højre. Og det smitter af på ordenshåndhævelsen her i de besatte områder. Ministeren for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, og finansminister Bezalel Smotrich har gjort så meget for at hjælpe bosætterne med at fordrive palæstinenserne, at Canada, Storbritannien, Australien, Norge og New Zealand i denne uge indførte sanktioner mod de to ministre. For på Vestbredden gælder to sæt love. Mens israelske statsborgere er underlagt det civile israelske retssystem, er palæstinensere underlagt besættelsesmagtens militære domstole. Derfor overnatter Roie Kleitman og en gruppe andre aktivister på skift i et telt i en landsby i nærheden. Ideen er, at tilstedeværelsen af israelske statsborgere gør det vanskeligere for politiet at ignorere bosætternes overgreb. Problemet er, at myndighederne ofte står i ledtog med bosætterne. Hvis de ikke ligefrem er én og samme person, som i tilfældet med bosætterlederen Gabriel, der også agerer politimand. »Politiet hjælper os aldrig. De holder med bosætterne,« siger Najef. Alligevel afviser han at slå følge med de mange af hans naboer, der har opgivet livet i dalen. »Vi har ikke noget sted at tage hen,« siger han. Med en blanding af resignation og trods. https://www.berlingske.dk/internationalt/formaalet-er-at-goere-indbyggerne-saa-udmattede-og-bange-at-de